Find vej: Forside » Artikler » Tryg giver rabat på forsikringen, når du klimasikrer dit hus

Tryg giver rabat på forsikringen, når du klimasikrer dit hus

Lagt på VVSworld.dk den 12-04-2013 af webmaster

Installation af højtvandslukke eller pumpebrønd er ensbetydende med kontant rabat på husforsikringen for kunder i Tryg. Og anvender du en af forsikringsselskabets samarbejdspartnere, får du desuden 15 procent rabat på installationen.

Siden oktober sidste år har installation af højtvandslukke været ensbetydende med rabat på husforsikringen for kunder i forsikringsselskabet Tryg. Og nu er rabatordningen blevet udvidet til også at gælde, når man som husejer installerer en pumpebrønd:

- Det er både i kundernes og i vores egen interesse, at huse med kældre bliver mere klimasikre. Derfor vil vi gerne give vores kunder en kontant fordel, når de investerer i et højtvandslukke eller en pumpebrønd. Konkret giver vi 20 procent rabat på husforsikringens stormdækning, siger Jette Pihl Jensen, direktør for Trygs forebyggelsesenhed.

Også rabat på installationen
Ud over rabat på selve forsikringen kan kunderne opnå 15 procent rabat på selve installationen, hvis den bliver udført af en af de autoriserede kloakmestre, som Tryg har en samarbejdsaftale med:

- Som skadeforsikringsselskab er vi storkunder hos et stort netværk af kvalitetssikrede leverandører herunder autoriserede kloakmestre, som geografisk er jævnt fordelt i hele landet. Det betyder, at vi har kunnet forhandle prisen ned på installation af højtvandslukke og pumpebrønd på vegne af vores kunder, siger Jette Pihl Jensen.

Gratis rådgivning: Kældertjek
For at vurdere om et højtvandslukke eller pumpebrønd er den rigtige løsning for kunden, tilbyder Tryg fra starten af april et gratis kældertjek til kunderne:

- Kældertjekket henvender sig til husejere, som er i tvivl om, hvorvidt deres kælder er udsat i forbindelse med fx skybrud, eller som ikke ved, hvilke forebyggende tiltag de med fordel kan investere i. Der er tale om gratis og uforpligtende rådgivning, som udføres af vores samarbejdspartnere. Det er op til husejeren at afgøre, om og i givet fald hvad der efterfølgende skal laves, slutter Jette Pihl Jensen.

Kældertjekket kan bookes direkte via www.tryg.dk/kaeldertjek

Om Tryg
Det handler om at være tryg. Det betyder, at vi arbejder for at skabe tryghed og værdi for vores kunder, medarbejdere og aktionærer. I 2012 sikrede vores 4000 medarbejdere tryghed for over 3 millioner kunder. Med bruttopræmieindtægter på 20,3 mia. DKK i 2012 er vi det næststørste skadeforsikringsselskab i Norden. I Danmark og Norge er vi henholdsvis den største og tredjestørste aktør, mens Sverige udgør 8% af Trygs samlede præmieindtægter. I Sverige markedsfører vi os under navnet Moderna. Tryg indgår i C20-indekset på Nasdaq OMX København. Se også www.tryg.com , www.facebook.com/trygdanmark, www.youtube.com/TrygDanmark, www.twitter.com/TrygDK og www.flickr.com/tryg.